Sejltur til Christiansø

Sejltur til Christiansø. Hvad skal I opleve?
I sejler cirka 350 år tilbage i tiden og oplever et helt anderledes Danmark. Ertholmene består af en række små øer, hvor Christiansø er den største, hvorfor øgruppen i daglig tale blot kaldes Christiansø. Lad os spole tiden tilbage til året 1658.
Ved fredsafslutningen i 1658 måtte Danmark afstå alle sine besiddelser øst for Øresund til Sverige - inklusive Bornholm. En vellykket bornholmsk opstand mod det svenske herredømme gjorde kort efter atter Bornholm og Christiansø danske. Forholdet til Sverige blev derfor igen anspændt, og det var årsagen til, at klippeskærerne øst for Bornholm blev omdannet til flådebase, således at den danske konge havde mulighed for at observere den svenske flådes bevægelser.
I 1807 skete der en afgørende hændelse for Christiansø. Den danske flåde blev sænket eller stjålet af englænderne, som var i forbund med Sverige. Dermed havde Danmark ikke længere kontrol med farvandene omkring sig. Det danske modtræk var at etablere en form for statsdrevet sørøvervirksomhed i stil med det, som vi i dag oplever ud for Somalias kyster. Små hurtige sejlførende kanonbåde blev udstationeret på Christiansø, og de fik hurtigt succes med at kapre svenske og engelske handelsskibe i Østersøen. De kaprede skibe og deres last blev solgt, og det skabte en blomstrende industri, som i nutidens målestok gav milliardindtægter til Danmark.
På samme måde som verden i dag ikke kan acceptere Somalias sørøvere, kunne englænderne heller ikke acceptere dette. Den 24. oktober 1808 opdagede soldaterne på Christiansø, at et større antal engelske fregatter lå opankret udfor Christiansø. Snart begyndte de engelske kanoner at dundre. Christiansø forsøgte at svare igen, men englænderne havde lagt sig uden for de danske kanonernes rækkevidde. Skaderne var betydelige på Christiansø, og englænderne var klar til at gøre landgang, men pludselig vendte vinden på mirakuløs vis, og de engelske fregatter drev ind mod Christiansø og de danske kanoners rækkevidde. Englænderne var derfor nødt til at opgive angrebet, og Christiansø fastholdt sin tilknytning til Danmark.
Christiansø er meget andet end spændende historie. I vil opleve en fantastisk natur, som er sydlandsk - eksempelvis vokser der figentræer i øens haver. I de små søer findes kæmpe frøer af en helt speciel muteret art, som kun findes få andre steder i verden. Frøerne er grådige og går ikke af vejen for at spise småfugle...det er dog sjældent, at de gider at spise lejrskoleelever, men derfor må I alligevel ikke bade i søerne. Søerne er nemlig en del af drikkevandsforsyningen på Christiansø.
Praktiske Oplysninger
Start- og sluttidspunkt: * Fra Gudhjem sejler færgen kl. 10:00, hvor til I returnerer kl. 14:55. Sejlturen varer cirka 55 minutter. * Fra Allinge sejler færgen kl. 12:30, hvor til I returnerer kl. 17:25 Sejlturen varer cirka 1 time og 10 minutter
Hvad er prisen for turen: 130 kr. pr. person tur/retur (beløbet er ikke momsbelagt).
Hvad indeholder prisen: En hyggelig sejltur og spændende oplevelser på Christiansø.
Hvad indeholder prisen ikke: Bustransport til/fra havnen. Hvis I bor i Allinge eller Gudhjem, er det ikke nødvendigt med transport, da havnen ligger i gåafstand fra jeres lejrskolested. Bor I i Hasle Feriepark, kan I få bustransport til Allinge for 82 kr. pr. person tur/retur (heraf udgør moms 16 kr.).
Det er ikke nødvendigt med guidning på Christiansø, men hvis I har lyst til at gå i dybden med specielle emner, kan I leje en guide for kr. 500 pr. time (I skal regne med et tidsforbrug på cirka 1,5 time). Beløbet er ikke momsbelagt.
Hvad skal I være opmærksomme på: Ved meget kraftig vind kan sejlturen blive aflyst. Vi kontakter jer dagen inden jeres sejltur, hvis der er udsigt til kraftig vind. |